Roskilde Domkirke ligger på præcis den samme bakketop, som Harald Blåtand udpegede, da han i 980'erne besluttede at bygge en trækirke ved siden af sin Kongsgård. I 1000-tallet blev trækirken afløst af flere på hinanden følgende kirker af frådsten (Travertin), indtil Absalon i 1170'erne begyndte opførelsen af den nuværende kirke i røde teglsten. Siden har mange konger dog sat deres fingeraftryk på arkitekturen, og kirken er for længst skrevet på Unesco's liste over verdens mest værdifulde monumenter.