Middelaldercentret har både rebslager, skomager, tinsmed og markedsplads, hvor man bl.a. kan smage middelalder-brødene skonrogger. Turneringsbanen er som hentet direkte fra Robin Hood og her dyster ridderne på deres heste. Ved kysten står 4 store kastemaskiner, "blider", som kaster kanonkugler af jern ud mange meter ud i vandet. Der er havn med gamle skibe, danselabyrint og bierne fra de tre stader kan både boltre sig i rosenhave, abildgård og de mange smukt blomstrende lægeurter.